Jeg blev sur på min mand i aftes over valget. Ikke fordi vi var på modstående sider - tværtimod. Vi begge meldte sig og hævede penge til Hillary Clinton, så vi var begge spændte, da den først blev klart, at natten ikke ville gå den vej, vi havde håbet - og helt ærligt, forventet.

”Hun kommer til at miste,” min mand erklærede, men jeg stablet dette op til hans mærkelige valg besættelse. Meget den måde min far kan lide at kalde en baseball, basketball eller fodbold spil over, før det er faktisk over, jeg regnede min mand gjorde det samme, forsøger at ud-CNN CNN.

Jeg fortalte ham at shush, men han kom tilbage til det da det så ud demokraterne ikke ville tage tilbage Hus eller Senatet. ”Vi ved ikke, at,” sagde jeg. "Ja. Vi gør det,”sagde han. Både hans nyheder og den måde, han leverede det generede mig, så jeg gik ovenpå for at se The Crownand tjekke ind på Pantsuit Nationfor håbefuld nyheder.

Stil et Raging Feministisk: Er den mandlige feminist virkelige eller blot en enhjørning?

Så min mand kom ovenpå og leveret dødsstødet - at Donald Trump ville vinde valget. Jeg nægtede at tro dette, og fik vred på min ham for at være alarmerende. ”Det er bare - Han kommer til at være præsident, og der er intet vi kan gøre” råbte han. Vi er ikke shouters, så dette var en big deal. ”Stop gør dette om dig!” Sagde jeg til gengæld.

Min mand gik derefter ud i haven for at sparke en bold mod et hegn i kulden. Vi gik i seng i separate senge, angiveligt fordi han var nødt til at komme op til en 06:00 udnævnelse, men også, jeg virkelig kunne ikke beskæftige sig med ham. Han ønskede at tale og lufte og jeg gjorde ikke. Jeg ønskede at lade som om dette ikke var sket.

Her til morgen, ligesom mange kvinder i Amerika, har jeg fundet trøst i mine ligesindede kvindelige venner, som vi deler historier fra i går aftes, og tjekke ind på hinanden. Noget overraskende er, at jeg lærte jeg ikke var alene i aftes, hvad angår min ægteskabelige stridigheder - mange kvinder jeg kender havde spændte nætter med deres ægtefæller.

”Jeg var så gal på min mand til at give op så tidligt og så inficere vores børn med pessimisme,” sagde min ven M.

”Min mand ønskede at kæle for komfort. Jeg fandt hans berøring ikke trøste i mindste,”en ven, R., fortalte mig.

”Min hvide mand ikke anerkender hvordan dette vil påvirke hans kone og børn af farve,” siger J. ”Det gør mig træt.”

E. Fortalte mig, hun tekstet sin mand i morges, "Hvis du får nogen beskeder eller høre nogen kommentarer overhovedet fra dine rige hvide mandlige 'venner' der stemte for [Trump] hoverer over dette, må du hellere dyrke en fucking rygrad og tale op. ”

Så hvorfor er vi så vrede på vores mandlige partnere? Jeg fandt to kvinders historier særligt afslørende. ”I krisetider og sorg, jeg fryse op og gå inde i mit hoved,” siger min ven EJ ”Jeg kan ikke trøste nogen, og jeg er ikke frygtelig varmt eller empatisk. Min mand var synligt fortvivlet og leder efter komfort og jeg kunne bare ikke være, at for ham.”Jeg er helt identificeret. Sidste nat, min mand kom til mig og sagde at han ønskede at tale det ud, har et knus, noget, og jeg var bare ikke i humør til at give. Dette er en kamp, ​​vi har gentagne gange - han søger trøst, men jeg er bare ikke en stor dyne og jeg harmes at skulle fake det. Og bliver bedt om at eftergøre det - at blive bedt om at trøste en manlast aften? Deri ligger den anden forklaring på så mange koner valgaftenen frustration. Min ven J. Opsummerede det til mig i en tekst: ”Jeg endelig fortalte min mand, at som en mand, han kan umuligt forstå, hvordan jeg føler. Sag lukket."

Selvfølgelig, måske enklere svar er vi alle var bare træt og på kanten aftes. Eller hvem ved? Måske for mange af os, vores partnere var hemmeligt avatarer af vores modstandere. Noget blev ikke holdt tilbage fra dem den måde, det var for os. Og så vi rasede på det nærmeste, mest bekvemme mand.

11 ting feminister bør forberede sig for nu at Donald Trump har vundet

Omkring 1:30 i morges vågnede jeg og kunne ikke falde i søvn igen. På trods af mine løfter til mig selv ikke at gøre det, jeg kontrolleret min telefon og så The New York Times'headline "Trump på randen af ​​Major ked af det." Jeg gik tilbage til sengen og vendte og drejede. Endelig vil jeg krøb ovenpå til gæsten soveværelset, hvor min mand sov.

”Du op?” Spurgte han.

”Ja,” sagde jeg. ”Jeg tror, ​​jeg vil have, at knus nu.” Jeg fik i seng med ham, og han holdt mig. Jeg prøvede at sove, mislykkedes, gik nedenunder og iagttog Friendsat 03:00 Han kom ned og fik i seng med mig. Jeg holdt ham. Ingen af ​​os sov. Men det var godt at have nogen at ikke sove med, selv om det var en hvid amerikansk mand.