Hvordan kan du (ved et uheld) rejse en narcissist - og hvordan ikke
Siden 1970'erne har ”selvværd” været et buzzword blandt forældre, lærere og psykologer. Forældre høre, at de har brug for at indgyde selvværd hos børn, hvis de vil have dem til at vokse op og blive happyand produktive voksne. Undervisere tror selvværd er en nøgle til akademisk succes, så de vride kritik i ros for at de ikke knuse små spirende sanser af selvværd. Endvidere terapeuter og life coaches rådgive klienter med lavt selvværd til bare "eftergøre det 'til du gør det," som om en følelse af selvværd kommer indefra i stedet for udefra.
Masser af forskning viser, at der er en sammenhæng mellem selvværd og subjektive velbefindende eller en generel følelse af happinessin liv. Derfor forstår vi drevet til at opbygge selvværd i den næste generation.
Mens det antages, at intentionerne er gode, men hollandske psykologer Eddie Brummelman, Sander Thomaes, og Konstantin Sedikides argumentere for, at de metoder, vi ofte bruger til at hæve selvværd kan være at skabe en generation af monstre.
Blandt personlighed psykologer, er der en mangeårig debat om, hvorvidt personlighed er stabil, eller om det ændrer sig over tid. Nogle psykologer hævder, at personlighedstræk er genetisk og dermed til stede ved fødslen. Vi kan kalde dette den ”fast” model - din personlighed kan få rifter og buler, som du går gennem livet, men det holder sin overordnede form. Andre psykologer hævder, at dine oplevelser forme din personlighed. Vi kan kalde dette den ”flydende” model, da din personlighed forme sig til varierende omstændigheder igennem hele livet.
En tredje gruppe af psykologer tage en midterposition. De fastholder, at personlighed er væske i barndommen, men sæt ved ungdomsår eller den tidlige voksenalder. Vi kan kalde dette ”gelé” model af personlighed. Hvis du mener, at den måde, folk opfører sig som voksne, afhænger af, hvordan de blev rejst som børn, så er du abonnere på Jell-O-model. (Ellers ville du bebrejde adfærd på enten gener eller den nuværende situation.)
Brummelman og hans kolleger medgive, at der er en vis evidens for en genetisk komponent til både selvværd og narcissisme. Men de hævder også, at den vigtigste faktor ligger i barndommen interaktioner med forældre, lærere og andre betydningsfulde voksne.
Selvom selvværd og narcissisme har nogle lignende funktioner, forskerne hævder, at de er fundamentalt anderledes. Derfor i forsøget på at indgyde selvværd i vores børn, vi kan være opmuntrende narcissistictendencies stedet.
Den modtagne visdom er, at narcissisme er bare overdrevet selvværd, men forskerne hævder, at forskellen er langt mere end en af grad. Både selvværd og narcissisme er baseret på folks opfattelser af, hvordan andre vurderer dem. Men narcissister og dem med højt selvværd se deres sociale verden forskelligt, og dette i høj grad farver den måde, de tænker om sig selv og andre.
Narcissister se deres sociale verden som lodret. Der er en hakkeorden, og alle andre er enten over eller under dem. Der er ingen ligemænd. Således er målet med narcissistis komme foran - ved krog eller skurk - og han eller hun vil bruge relationer til at kravle op til toppen.
Personer med højt selvværd, men se deres sociale verden som vandret, hvor alle medlemmer af gruppen er på lige fod. De søger at komme sammen, ikke komme foran. De bygger dybe og intime forbindelser med andre mennesker. Med andre ord, de ser relationer som mål i sig selv, ikke som et middel til at opnå overlegenhed eller styrke deres skrøbelige følelse af selvværd.
Alt i alt narcissister ser sig selv som overlegen, mens folk med højt selvværd se sig selv som værdig.
Tegn på både selvværd og narcissisme begynder at dukke på omkring alder 7. Dette er en tid, hvor børn begynder at udvikle et globalt selvopfattelse samt sociale opfattelsesevne til at bedømme hvordan de kan sammenlignes med andre, og hvordan andre ser dem. Ved puberteten, den gelé af personlighed sætter til enten et selvagtelse eller narcissisme mug. Og der er måder at lære ikke at gøre en narcissist.
For at teste denne teori, forskerne gennemført en langsigtet undersøgelse, hvor de målte børnenes personlighed og observerede de måder deres forældre interageret med dem. De fandt, at børn, der udviklede højt selvværd havde også forældre, der udtrykte kærlighed og affectionfor dem - men ikke overdrevent rose dem. Men børn, der udviklede narcissistiske tendencieshad forældre, der overvældet dem med ros og hele tiden i forhold til andre børn, der havde opnået mindre end de gjorde. I en nøddeskal, forældrenes varme førte til selvværd, mens forældrenes overvurdering førte til narcissisme.
Brummelman og hans kolleger foreslår flere tiltag til at hjælpe børn med at udvikle højt selvværd og samtidig undgå narcissistiske tendenser og tilbyde forældre metoder til, hvordan man ikke at rejse en narcissist.
Først, de foreslår, at forældre og lærere rose børn for deres præstationer uden at sammenligne dem med jævnaldrende. Forskellen mellem ”Great job” og ”! Du er den bedste” kan være hårfin, men den første formidler værdighed - kernen i selvværd - mens den anden formidler overlegenhed - kernen i narcissisme. For det andet, bør forældre nudge børn væk fra narcissistisk tænkning ved at tilskynde dem til at tænke over måder, som de ligner jævnaldrende frem for overlegen i forhold til dem.
En tredje indgriben forskerne foreslår henvender sig til børn, der viser tegn på lavt selvværd. Disse børn har brug for de betydningsfulde voksne i deres liv til at hjælpe dem ordentligt fortolke de bemærkninger andre gør om dem. Mennesker med lavt selvværd, uanset om børn eller voksne, har en tendens til at afskedige ros og dvæle ved kritik. Elders har brug for at berolige disse børn, at de er værdige til de positive kommentarer, de modtager, og at de bør tage kritik som konstruktiv feedback.
