Hvorfor rejse kan være et sådant mareridt for kvinder i plusstørrelse
Det skal blive nemmere, ikke? Efter at have besøgt mere end 70 lande, ville du tror globetrotter ville være en leg efter reoler op så meget erfaring. Som et plus-size rejsende, det synes at være at få hårdere.
Der er angst aplenty om at flyve - ud over bare håbe dit fly er til tiden, og du kan komme fra punkt A til B uden for meget strid. For fede og overvægtige, hopping på et fly er angstfremkaldende, hovedsageligt på grund af stadigt skrumpende flysæder. De er gået fra 18,5 inches lang i 2000 til shriveling ned til så lavt som 16,7 inches på nye fly. Den sidste tilgængelige data fra 2002 satte den gennemsnitlige amerikanske hip bredde ved 20,6 inches. Det betyder, at der kommer til at være spild - en tomme eller to eller tre stjålet fra din nabo eller hængende i gangen så meget som muligt eller kilet mod vinduet.
De 11 smukkeste steder at stikke (Nej, vi taler ikke om Las Vegas)
Jeg har været i det midterste sæde på langdistanceflyvninger (engang så berømt fra New Zealand til LAX) og følte had og dom ulmende fra mine kolleger række hjælpere. Jeg reagerer ved at knugede mine arme over mit bryst for varigheden af flyvningen og forsøger ikke at rokke. I stedet for at skyde skylden på overvægtige passagerer til stram siddepladser, hvor omkring vi kalder ud flyselskaberne for at sætte profit forud for passagerernes komfort og sundhed?
Ingen er interesseret i at sidde ved siden af en overvægtig passager i sådan en trange omgivelser. Du føler det, så snart du gå op ad kirkegulvet til din række. Det er derfor, jeg hele tiden jockey for en bedre sæde - to tomme sammen. Jeg kontrollere for dem online. Jeg beder på den person ved check-in-skranken i lufthavnen og igen ved gaten. Om bord, holder jeg på udkig efter muligheder for at bevæge sig. Når jeg hører flyets dør tæt, jeg flytte min størrelse 22 krop ved en hastighed på en gazelle til de tomme pladser.
Overvægtige passagerer kan have til at bede om en sikkerhedssele forlængelse. Det kan være en prøvelse. Kabinepersonalet glemmer eller de er optaget. Nogle flyvning personale er stor på at gøre en hurtig, diskret overdragelsen af bæltet. Andre kommer med forlængelsen dinglende i fuld længde. Jeg har også set skrigende lyse røde eller gule. Det synes at være en invitation til nogle passagerer til at pege, stirre og fnise. Hvis jeg kunne kravle ind i bagsiden af sædet lommen og dø, ville jeg med glæde gøre det på disse tidspunkter.
Eco-Resorts til Escaping Winter & Saving Planet
Bakke borde forårsage angst også. Mit hjerte synker når jeg spejlvende en ned på en flyvning, en bus eller et tog, og opdager, at min mave ikke vil tillade det at ligge helt fladt. Når man spiser et måltid med et glas vin, det kræver nogle behændig ledelse.
Transport spørgsmål er blot ét aspekt af rejse, der suger som et plus-size person. Restauranter og barer er fyldt med potentielt ydmygende erfaringer, fra spinkle stole til dem, kun beregnet til bitte skod. Når jeg går et sted uvant, jeg scanne spillestedet for at vurdere, hvad stol farer måtte afvente.
Plastic græsplæne stole er Satans værk i min bog. De er tilbøjelige til at bryde og bøje. Hvis jeg har intet andet valg end at bruge en, jeg sænker mig forsigtigt som en robin siddende på en rede af æg og turde ikke bevæge sig. Stole med armlæn kan være ubehageligt. Dem med faste sider hele vejen rundt er mere problematisk. Jeg afskyede de barstole, ligesom den lille U-formede dem på en hip bar i Vancouver, der afbrød omsætning i mine ben hurtigt. Jeg endte del stående og del hælder på dem.
Når jeg rejser, og der er et behov for at bære noget, der ikke er min egen artikel i tøj, jeg får hjertebanken. Våddragter, termiske onesies for hvalsafari udflugter, perioden kostumer på historiske seværdigheder og endda såkaldte ”one-size-fits-all” spa klæder bare ikke passer nogle plus-size rejsende. Jeg næsten frøs ihjel gør en konge krabbefiskeri erfaring i det nordlige Norge nær Polarcirklen - piske sammen i en Zodiac på blot et par jeans og en medfølgende ski jakke, der ikke lyne op ordentligt. ”Du vil være fint,” sagde båd driveren. Jeg var ikke.
Når det kommer til bestemte destinationer, ture til Asien er altid interessant for større rejsende. En nylig ferie til Myanmar var bizar. Jeg havde en gammel kvinde kommer op til mig og køre hendes hænder over min mave, mens i et marked i Yangon. Forvirret, spurgte jeg den lokale guide om det. Hun sagde kvinden var sandsynligvis håbede nogle af min rigdom og velstand (tydelig på grund af min rigelig vægt) ville komme hendes måde på grund af min lighed med Buddha.
Der er nogle steder, hvor plus-size kvinder er gudinder. I Jamaica, mændene der siger, ”Bone er for hunden; kød er for manden.”De sværmer for godt polstret damer som bier til honning. I Paris, algeriske og marokkanske indvandrere, hvoraf mange foretrækker zaftig kvinder, jaget mig over hele byen. I Kenya en Maasai chef bad mig om at være kone nr 3. En hustru størrelse blev betragtet som bevis for sin rigdom.
Andre steder, for mange til listen, jeg er en bekvem kanal for latter. Bliver pegede på, ledsaget af fnisen, flår åben hver sår jeg har modtaget, siden jeg var 6 år gammel på grund af min vægt. Jeg sætter på en modig ansigt og lade som om det gør ikke ondt mig. Jeg kan forsøge at afvæbne en sådan dom med en glad, ”Hej! Hvordan har du det i dag?”Bare en lille påmindelse om, at jeg er menneske også. Inside, jeg dør lidt hver gang, og spekulerer på, om rejser er det værd.